Nogle gange kan drømmene og håbet synes langt borte og livet kan opleves håbløst og meningsløst. Der kan være mange grunde til, at man kommer ind i de følelser – det kan være i relationen til partneren, børnene, arbejdspladsen eller noget andet. Ofte er negative mønstre skabt i tidligere relationer, hvorfor det kan være svært at bryde de negative dynamikker selv. Ved at arbejde i en tæt relation i terapeutisk sammenhæng, er det muligt at skabe nye og mere positive mønstre for sig selv.
Jeg har særlig interesse for at arbejde med de forhold, der ligger til grund for, at man udvikler lavt selvværd, negative tankemønstre, afhængighed og misbrug, følelser som skam, skyld, forkerthed og ensomhed. Jeg tror på, at når vi mennesker bliver mødt med varme, nænsomhed og rummelighed, kan de følelser fylde mindre og dermed give plads til, at noget andet kan vokse frem.
Jeg anvender forskellige samtale- og kropsterapeutiske redskaber – alt efter, hvor du er. Derudover arbejder jeg meget inden for det meditative felt, da det dels træner vores bevidsthed, men samtidig beroliger dit nervesystem. På den måde har jeg fokus på hele dig.
Jeg har gennem de sidste ni år haft samtaler med psykisk sårbare mennesker, der oftest var på kanten af uddannelse og job. Sideløbende har jeg specialiseret mig i psykoterapi, stress, mindfulness og coaching samt deltaget i workshops og retræter inden for feltet. Desuden arbejder jeg frivilligt i TUBA, som tilbyder terapi til voksne, der er børn af alkoholikere.