


Neuropatologi & Psykosomatik - indhold
100 timers velvalgt knowhow for alle psykoterapeuter!
Modul 1.
På første modul af denne spændende rejse ind i krop-psyke sammenhænge og neuropatologi, tager vi afsæt i det magiske øjeblik, det fysiske livs absolutte begyndelse; magien og fysiologien omkring undfangelsen. Rejsen følger fosterets udvikling af hjerne, sanser og nervesystem og det tidlige samspil med omsorgspersonerne/særligt mor, og dets betydning for en sund udvikling af netop nervesystemet og hjernen.
Den videre vej fører os til nervesystemets ubalancer/patologi, manglende evne til en sund regulering imellem sympaticus og parasympaticus og konsekvensen heraf.
Der bygges således bro imellem den tidlige tilknytning, barnets spæde opbygning af hjerne/nervesystem og dermed forbindelse til regulering af kroppens kemi og fysiologi. Og særligt er der naturligvis fokus på, hvordan tidlige traumer præger barnet og skaber grobund for ubalancer og sygdom i både barndom og voksenliv.
Vi følger vagusnerven fra dens udspring og vejen ned igennem kroppen, og søger at forstå, hvordan såkaldte sygdomme og ubalancer, kan sættes i direkte forbindelse med et dårligt reguleret nervesystem.
Et nervesystem der er drevet af overlevelse og enten kører i sympaticus eller af dorsal vagus nedluk, ser vi i det daglige arbejde med klienter og kender de relationelle og følelsesmæssige konsekvenser heraf. Her kigger vi i på den fysiske konsekvens for kropskemi, immunforsvar, hormonsystem, neurotransmittere/signalstoffer, til organers funktion.
Psykosomatiske teorier modul 1:
Sammenhængen imellem udviklingsteorier, tidlige traumer, manglende sund tilknytning og hjernens udvikling, nervesystemet, hormonsystemet, immunforsvar, den polyvagale teori samt tarmfloraens mikro-miljøs (mikrobiomets) betydning for nervesystemet og vores følelsesmæssige og psykiske og fysiske tilstand.
Vi vil bygge en bro fra ældre og nyere teoretikere som John Bowlby, Daniel Stern, Schore, Susan Hart, Bruce Perry, David Perlmutter, Bruce Lipton, Joe Dizpena samt Stephen Porges og koble deres formidling og forståelse ind i en dybere forståelse af hvordan psyke og krop er to uadskillelige størrelser
Undervisningen i Neuropatologi & Psykosomatik gør det meget klart, hvordan vi som psykoterapeuter hele tiden må arbejde både på mikro- og makroplaner i en dans med klientens nervesystem og herigennem opbygge et felt, der kan give plads til gendannelsen af den helt grundlæggende evne til affektregulering og homeostase helt ned på celleplan.
Relationen imellem terapeut og klient er limen i både behandling og terapi; dansen imellem spejlneuroner og andre mikro-bevægelser i det usynlige felt imellem terapeut og klient, opbygning af en tryg relation, et varmt og roligt ydre miljø, gentagende strukturer i sessionerne og forløbet samt de pendulerende bevægelser/interventioner på mange planer i terapien, er kimen til gendannelse af evnen til selvregulering og dermed også til en sund fysiologi.
Undervisningen her giver dig således en dybere forståelse for, hvordan det arbejde du allerede gør som psykoterapeut helt konkret har indflydelse på fysiologiske/patologiske tilstande i klienten. Og det vil helt sikkert dygtiggøre dig til, endnu mere fokuseret, at igangsætte interventioner og øvelser, der har betydning for dine klienters følelsesmæssige, neurologiske såvel som fysiske/patologiske tilstande.
Modul 2 Alex Riel torsdag/fredag – Lene Ince lørdag/søndag
På 2. del af rejsen, bevæger vi os naturligt videre ud i kroppen og kigger dybere, på nogle af de af kroppens styresystemer, der indimellem er så forstyrrede i deres funktion, at det munder ud i nogle af de patologiske tilstande, der synes at have vældet op i de sidste årtier, og som vi møder ofte i arbejdet som psykoterapeuter, netop fordi det er tilstande, der vækker de helt eksistentielle spørgsmål i et menneskes liv.
Vi vil kigge på disse tilstande; blandt andet kræft som et resultat af en bagvedliggende forstyrrelse af kroppens iboende evne til at opretholde homeostase/sundhedsmæssig balance. I forhold til cancer, vil vi inddrage dr. Hamers fund af sammenhængene imellem traumer og udvikling cancer, ligesom andre teoretikere og praktikeres forståelsesrammer også vil indgå.
Derudover kigger vi på kroniske smertetilstande: Hvad er det rent fysiologisk, der er på spil her, og kan vi som psykoterapeuter støtte samt være med til at afhjælpe de bagvedliggende årsager til disse smertetilstande?
Hvad er det der gør, at nogle mennesker bliver syge mens andre forbliver raske? Hvorfor er det at krænkede børn oftere ender med psykosomatiske udfordringer? Og hvordan kan spontan helbredelse være en mulighed, selv når lægerne måske har udstedt en dødsdom. Alex vil her dykke ned i den nyeste viden og forskning indenfor feltet og også åbne til, hvordan oprindelige folk rundt omkring i verden har forholdt sig til sygdom, sundhed og helbredelse.
Vi kigger dybere ind i epigenetikken, de transgenerationelle prægninger; heriblandt fysiske sygdomme, som et menneske kan blive bærer af flere generationer senere. Vi dykker ned i placebo- og noceboeffektens selvfølgelighed og dermed også i de kræfter, der lever i kroppen og dens evne til at genoprette balance.
Psykosomatiske teorier modul 2:
På dette modul inddrages teorier fra epigenetik/transgenerationel bevidsthed, følelser og deres betydning for kropskemi, placeboeffekten og bevidsthedens betydning for sygdom og sundhed, immunforsvaret og de grupper af patologiske tilstande, der typisk udvikler sig med afsæt heri. Vi søger at forstå de mere følelsesmæssige sammenhænge i udviklingen af diverse sygdomme, samt at se på de symbolikker, der lever i forskellige sundheds- og sygdomstilstande – heriblandt også ud fra det der lever blandt deltagerne.
Teoretikere der vil blive inddraget på modul 2 er blandt andre Joe Dizpenza og Alex Riel´s 9. Bog; Bevidstheden - Kilden til alt (2026).
Lene Ince, vil på dette moduls sidste to dage, sammen med deltagerne, udfolde det praktisk terapeutiske arbejde med gruppedeltagernes psykosomatik og/eller patologiske temaer, ligesom klientcases kan blive brugt i denne mere praktiske del af undervisningen. Hvad gør vi helt konkret i mødet med klienter, der har lette eller svære symptomer og såkaldte sygdomstilstande, der bæres i kroppen?
Broen imellem patologiske tilstande og psykoterapeutens arbejde:
På Tobias-Skolens uddannelse, lærer du fra første modul at forstå mennesket igennem dets fem dimensioner. En grundlæggende forståelse af, at en patologisk tilstand ikke kun lever på det fysiske plan, men udtrykker sig igennem både det sjælelige/klientens kontakt hertil, det psykologiske plan/følelser og tanker, det relationelle/klientens kontakt til relationer/omverden, på det energetiske plan/i chakras og det øvrige energisystem samt naturligvis på det fysiologiske plan; her hvor den egentlige patologiske tilstand ses og erkendes af lægevidenskaben.
Du har lært/eller lærer på psykoterapeutuddannelsen at udfolde og dermed hjælpe en klient til at forstå sine egne patologiske tilstande i det flerdimensionelle lys. Ligeså lærer du et hav af interventionsmuligheder.
Og netop på metode og interventionsplanet, arbejdes der på Tobias-Skolen procesorienteret med både kropsterapi og energiarbejde, integrativ åndedrætsterapi, musik, kreative udfoldelsesformer, som tegneterapi, ler & og eksternaliserende opstillinger af symptomer, traumeforløsning via øjen- & kropsbevægelser, klientens drømme, der arbejdes med de metaforer der fortælles i en given sygdomsproblematik, meditative guidninger ned på celleplan og mange mange flere metoder, der ofte opstår i samspillet med den enkelte klient.
Disse metoder kan hjælpe klienten til at forstå sit symptom, ligesom fokus kan være på forløsning af de konkrete årsager og sammenhænge samt på integration og gendannelse af sundheden.
Undervisningen på modul 2. giver dig en sikker viden om, hvad der konkret og fysiologisk set er på spil bagved konkrete sygdomstilstande. Sygdomme udfolder ofte i sig selv en metafor, der kan være med til at bygge en bro til en mere hel og flerdimensionel forståelse af krop-psyke sammenhængen i den enkelte patologiske tilstand. Dette giver et håb for psykoterapeuten og klienten samt en konkret viden om, at det psykoterapeutiske arbejde, når det går dybt og er fokuseret nok, har indflydelse på og kan være med til at afhjælpe selv svære fysiske tilstande.
Modul 3 Alex Riel Torsdag og fredag – Lene Ince lørdag og søndag
På den sidste del af rejsen ind i ”Neuropatologien og Psykosomatikken”, bevæger vi os hele vejen rundt i kroppens forskellige områder og deres mulige sygdomstilstande. Der bygges naturligvis bro til vores første modul og nervesystemets grundlæggende betydning for regulering/dysregulering og dermed sundhed og udvikling af sygdom, til epigenetikkens opdagelser samt de øvrige teorier om krop/følelser/psyke-sammenhænge.
Vi tager på rundtur i kroppens forskellige organer; deres symbolske og mere psykologiske betydning samt deres følelsesmæssige forbindelse i relation til de fem elementer/østens filosofi. Videre rundt i kroppen besøger vi muskelsystemet, den symbolske værdi af muskelkraft samt musklernes overordnede sygdomstilstande. Vi ser på Skelettets symbolske værdi, de overordnede sygdomme her.
Som en ganske naturlig og fin afrunding på forløbet, vil vi kigge på livskraften som begreb og på, hvad der fysiologisk sker i og omkring dødsøjeblikket. Hvad er det for hormonelle processer der sætter ind her og hvad er det der bestemmer, om livet rent faktisk rinder ud, eller om vi kaldes tilbage fra en såkaldt nærdødsoplevelse. Hvad sker der typisk med mennesker, der vender tilbage fra en nærdødsoplevelse? Og hvordan kan vi nå til at forstå kroppens visdom langt tidligere end, når vi ligger på dødslejet eller er vendt tilbage efter en nærdødsoplevelse? Hvordan kan man anvende dette i sit eget liv og i mødet med klienter? Her vil Alex´s bog Efterlivsterapi (2024) danne fundament for en del af undervisningen.
Vi når altså på disse tre moduler rundt i hele kroppen og får en overordentlig grundig, konkret og samtidig holistisk forståelse af hele kroppen, dens patologi og dens samspil med det indre og ydre psykosociale miljø.
Herigennem opnås en dyb forståelse af, hvordan sygdomme oftest opstår i et samspil mellem indre og ydre faktorer, og dermed også kan arbejdes med igennem psykoterapi, der rummer og favner en forståelse af både årsagerne, og den mulige vej til genoprettelse af sundheden.
Lene vil arbejde videre med den konkrete terapeutiske tilgang til arbejdet med patologiske og psykosomatiske tilstande.
Vitaminer, mineraler & sporstoffer
Som en naturlig forlængelse af undervisningen, vil der i forhold til grundlæggende og ofte forekommende tilstande ift søvn samt balance i fordøjelse og nervesystem blive givet et kort rids over de vitaminer, mineraler, sporstoffer mv. der kan være med til at stabilisere og styrke kroppen i sin genoprettelse af sundhed og balance. Dette er ment som en viden og ikke som en visdom, der giver kompetence til, at man som psykoterapeut kan arbejde videre med i fx. anbefaling af vitaminer/mineraler til sine klienter. Der vil derfor blive udleveret en liste med henvisning til professionelle hormonterapeuter, naturopater og andre af Danmarks dygtigste læger og terapeuter, der arbejder komplementært med det sigte, at styrke kroppens evne til helbredelse.
Andet
Hvis man selv har patologiske tilstande, som man ønsker inddraget i undervisningen, er det i de fleste tilfælde muligt. Ligeledes, hvis man arbejder med en klient med patologiske tilstande, vil dette kunne indgå som en del af undervisningen.
Litteraturliste & materiale:
I denne version 2.0 af forløbet, har vi valgt i selve undervisningen at lægge den slaviske gennemgang af de konkrete sygdomstilstande i baggrunden, til fordel for en mere levende undervisning samt en dybere forståelse af de bagvedliggende psykosomatiske årsager til sygdomstilstande. Vi har også valgt at hellige 2 x 2 dage af forløbet til det mere konkrete terapeutiske arbejde med klienter, der bærer på patologiske tilstande. Alt i alt, mere liv, mere dybde og større relevans for psykoterapeuten.
Derfor må deltagerens på egen hånd sørge for at læse og forstå modulmaterialet, der gennemgår en lang række af sygdomme samt den Kjeld Bruun Hansens bog ”Sygdomslære på en anden måde”. Spørgsmål hertil er naturligvis velkomne i undervisningen. Du får en mappe, til materialet der fremsendes på mail og som skal gennemlæses inden hvert modul.
Den øvrige og mere saftige litteratur på litteraturlisten er spækket med spændende læsning, der kommer hele vejen rundt om neuropatologien, epigenetik, kroppens selvhelbredende kræfter og psykosomatik og dette vil have den fremtrædende plads i både Alex’s og Lenes formidling.
Hvem kan deltage:
Alle psykoterapeutstuderende, psykoterapeuter, alternative behandlere eller andre med en sundhedsfaglig uddannelse.
RAB-godkendelse:
Vi har fået et par forespørgsler om, hvorvidt forløbet er RAB-godkendt (Registreret alternativ behandler). Idet psykoterapeutuddannelsen i sig selv ikke kræver undervisning i patologi (dette er særligt for Tobias-Skolens uddannelse) – og derforuden giver mulighed for at søge FaDP om en REG-psykoterapeut titel, der i sin essens er en RAB-godkendelse blot med en psykoterapeut tilrettet titel, vil det ikke være relevant for psykoterapeuter at deltage i et RAB-registreret patologi-forløb. Hvis du går på en uddannelse til alternativ behandler, må du tjekke med dit uddannelsessted, om dette forløb matcher kravet. Vi vil ikke søge om en RAB-godkendelse af forløbet, da indholdet rækker langt udover den ortodokse patologiundervisning, samt kører uden eksamen.

Jeg glæder mig meget til at se dig til vores gratis online intromøde samt åbent hus arrangementer.

Schildenseje
Hesselhøjvej 3
8370 Hadsten
Skaverupvej 16
4572 Nørre Asmindrup
Uddannelsen er evalueret, og skolen er medlem af FaDP - Foreningen af Danske Psykoterapeuter.

Telefon
+45 2845 0045
E-mail