Camilla er uddannet spirituel integrativ krops- og psykoterapeut samt somatisk traumeterapeut fra Tobias-Skolen. Til daglig driver hun sin egen terapeutiske praksis i Odsherred.
I sin praksis møder hun en bred og alsidig klientgruppe, hvilket er en stor kilde til inspiration. Det alsidige klientarbejde udfordrer hendes faglighed og bidrager til, at hun løbende udvikler sig i det, der i bund og grund handler om at være menneske. Camilla er særligt optaget af den neuroaffektive udvikling og af, hvordan vores tidlige erfaringer lagres som neurofysiologiske aftryk i krop og nervesystem. Hendes tilgang handler om at forstå disse tidlige prægninger og støtte en dybere somatisk oplevelse og integration i nervesystemet gennem et trygt og relationelt rum.
Camilla trækker også på sit faglige fundament fra Schweiz, hvor hun er uddannet inden for neurokoordinativ og kognitiv-motorisk træning samt genoptræning. Med mere end 10 års praktisk erfaring og adskillige kurser inden for feltet har hun særligt haft fokus på regulering af nervesystemet og somatosensorisk integration. Uddannelsen omfattede, ud over de mere klassiske fagområder, metoder inden for auditiv-motorisk træning (musik og rytme) samt energibevidsthed og psykosomatisk regulering (Ai Chi og chakrasystemet). Allerede dengang gav det hende et indblik i arbejdet med det hele menneske. Camilla arbejdede både med grupper og enkeltpersoner, i privat regi og som ansat, i samarbejde med den schweiziske sygeforsikring.
Ud fra sin interesse for mennesket og det psykologiske felt blev hun senere tilknyttet som frivillig på en varmestue og et naturterapeutisk tilbud for stressramte. Det inspirerede hende til at begynde uddannelsen til psykoterapeut.
Når Camilla underviser, bringer hun altid sine erfaringer fra den daglige praksis med ind i undervisningen. For hende er det afgørende at bygge bro mellem teori og virkelighed. Hun lægger vægt på, at du som studerende får mulighed for at omsætte teorien til konkrete og mærkbare erfaringer.
Camilla møder de studerende med et forankret og sanseligt nærvær. Hun arbejder med en dyb opmærksomhed på den resonans, der opstår i rummet, og inddrager det, der er til stede, i nuet. For Camilla handler det om at skabe og holde et trygt rum, hvor der er plads til både personlig og faglig fordybelse.